Plads til drømme i Europas New York


BERLIN: 

Plads til drømme i Europas New York 

”Berlin er et minikosmos, hvor visionære drømmere og iværksættere mødes. Her kan alt ske, og alt kan lade sig gøre”

Tyveårige Caroline Sommer arbejder for som phoner for TMPO i Berlin. Hun blev student i 2015, og efter et sabbatår skal hun læse antropologi på Aarhus Universitet. Sådan var det i hvert fald planlagt, men så drog hun til Berlin. Nu er intet givet, og alt kan lade sig gøre.

”Her er alle slags mennesker samlet fra hele verden. Vi mødes her og indgår i et fællesskab af mennesker, som vil noget andet, noget mere. Mennesker, som ikke kan nøjes med at være hjemme. Hjemme er ikke nok.”

Med sine mere end 3,5 millioner indbyggere er Berlin både Tysklands hovedstad og landets største by. Men Berlin er ikke Tyskland. Berlin er sin helt egen. Som et land i landet. En utopisk boble, der ikke er utopi. Et kulturmøde og en diversitet af mennesker, der alle søger mere. 

 

En ydmyg storhed

Berlin er en smuk by, der emmer af kultur og historie. Den har store fysiske og især mentale ar efter voldsomme, verdenshistoriske begivenheder. Den er genopstået oven på tragedierne fra Anden Verdenskrig, fra den kolde krig og fra genforeningen mellem øst og vest, og er i dag en storby i støt fremgang og under stadig genopbygning.

Og så er byen en smeltedigel af liv, diversitet og forskellige kulturer. Caroline fortæller, at Berlin er en ydmyg by, der underspiller sin egen storhed. Men den mærkes, når man opholder sig der. Storheden. Berlin sniger sig ind under huden og absorberer dig.

”Jeg mærker det hver eneste morgen, når jeg cykler på arbejde. Det er ligegyldigt, hvilken side af vejen, jeg cykler i. Og det er ligegyldigt, om jeg cykler på vejen eller på fortovet. Her er højt til loftet og plads til alle. Stemningen her i Berlin er noget helt særligt, og jeg føler, at alting giver mere mening.”

 

Vi er alle backpackere

Det var ikke meningen, at Caroline Sommer skulle være i Berlin i mere end to uger. Hun arbejdede i den Aarhusianske afdeling af TMPO og skulle blot besøge sine Berlin-kolleger. Men da hun kom hjem fra besøget, sagde alt inde i hende, at hun skulle tilbage til Berlin. Der var pludselig kedeligt hjemme i Aarhus, synes hun. Hun havde slet ikke fået nok af friheden og spontaniteten i den rummelige by. Nu har hun været der i et halvt år.

”Her er utroligt mange freelancere inden for alle genrer, og her udvikles og udveksles ideer. Ingen drømme er forkerte eller for meget. Man får lov at drømme og at tænke ud af boksen, og man behøver ikke have et klart defineret mål som derhjemme, hvor livet nærmest skal være planlagt, før man går ud af børnehaven.”

Caroline Sommer nyder den kunstneriske og musikalske scene, der virkelig blomstrer i Berlin. Cafélivet har charmen og det karakteristiske afslappede tempo fra langt sydligere himmelstrøg, der er så forskelligt fra vores nordeuropæiske effektivitet, travlhed og konstante bevægelse.

”Her tager jeg ikke lige hjem efter arbejde men fortsætter med at se og opleve og møde andre. Berlin er et minikosmos, hvor visionære drømmere og iværksættere mødes. Her kan alt ske, og alt kan lade sig gøre. Stemningen er næsten som i en backpackerkultur, hvor man mødes og har et særligt fællesskab. Her i Berlin er vi alle backpackere.”

 

Arbejdet for TMPO modner  

Caroline sparer sammen til at rejse til Sydamerika til næste år. Men arbejdet hos TMPO giver ikke kun økonomisk værdi. Opholdet i Berlin modner, når man pludselig er på egen hånd ude i den store verden. Når man skal klare sig selv, selv skal finde en bolig, og også når man skal lære at klare modgang på arbejdspladsen.

”Som phonere er vi ofte ilde sete, når vi ringer. Jeg har måttet sluge mange afvisninger, og jeg har måttet lære at deale med presset, der er på en, for man skal jo yde noget. Man skal have nogen til noget, og det kan være ret grænseoverskridende men også meget udviklende.”  For Caroline Sommer er arbejdet på TMPOs kontor i Berlin basen, der danner et solidt grundlag for opholdet i metropolen. Hun arbejder sammen med mennesker, hun kender, og det hele foregår på dansk. Og så lærer hun en masse om sig selv.

”Jeg har fundet ud af, at jeg er rigtig god til at kommunikere med andre mennesker. Når man kun har sin stemme og ikke også kan bruge sit kropssprog, skal man virkelig være fokuseret på den gode og hensigtsmæssige samtale. Det, at henvende sig til andre mennesker på en ordentlig måde, betyder rigtig meget, og det er en super fed følelse, når det virker.”

 

Tag beslutninger

Om rejsen til Berlin var den rigtige beslutning, er Caroline Sommer slet ikke i tvivl om. Men hun pointerer samtidig, at rigtigt og forkert er abstrakte begreber.

”Jeg synes, mange på min alder er så vægelsindede. De er bange for at tage beslutninger, og det ender med, at de ingen tager. Men jeg synes ikke, man skal være så fokuseret på karriere og på, om det nu kan betale sig at gøre det ene eller det andet. Det skal nok komme, du skal nok støde på det, der giver mening for dig.” Og meningen, mener Caroline, finder man ved at turde beslutte, ved at kaste sig ud i livet og benytte de muligheder, man har. Hver eneste forkert beslutning er endnu et skridt mod det rigtige. Det er vanskeligt at vide, hvad der er det rigtige, hvis ikke man også er stødt på det forkerte.

”Du lærer mere af en forkert beslutning end af ingen beslutning. Lad være med at være så bekymret og grib de muligheder, der krydser din vej.”

Carolines bedste råd til dig, der overvejer at rejse til Berlin?

”Bare gør det!”

 Læs mere job i Berlin - gode jobmuligheder for danskere.